Læsehippologisk Søndagsklub

Jeg var blandt dem, der stemte for Den Guddommelige Komedie[. Man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det! Jeg kan ikke dele nogen form for begejstring. Det hele er mig så aldeles uvedkommende. Hibbene til diverse lokale stridende parter er og bliver uinteressante for mig, ganske uanset noter. Beskrivelserne af helvedes kvaler gør stort set ikke noget indtryk på mig, og da det, der beskrives, faktisk er rædselsvækkende, må det være sprogets og/eller versemålets skyld. Jeg synes, at sproget i sig selv er kedeligt, og det gør det selvfølgelig ikke bedre, at jeg synes, versemålet/rytmen også er uspændende. Det bliver ikke mindre uspændende af opremsningerne af berømte navne. Det er muligt, at Ole Meyers oversættelse er så fantastisk, som jeg havde hørt, at den skulle være, Hvis det er tilfældet, må det være, fordi stilen er ramt præcist, men det er jeg ude af stand til at bedømme. Jeg startede med at læse det første par sange i Longfellows engelske oversættelse, fordi jeg ikke havde fået den danske, og jeg har såmænd læst det samme i en tysk oversættelse af Carl Streckfuss(!). Det ville jeg faktisk hellere fortsætte med, og jeg ville også hellere læse Molbechs danske oversættelse, som forordet citerer en bid fra. Alt i alt finder jeg Komedien uvedkommende og kedelig - og især i den nye danske oversættelse. Men jeg fortsætter.

Du er ikke alene, Rasmine. Jeg kan heller ikke si det vedkommer meg. Likevel er det tent en liten lue. Jeg synes det er spennende å få tak på forestillingsverdenen til den tidens mennesker. Mye av dette er tankegods som har vært med helt opp til vår tid (Eks: Troen på at de udøpte gikk fortapt), og det har vært med å å sette preg på vår kultur. Jeg synes derfor det kan være fint en gang i livet å jobbe seg gjennom verket. Men det er tungt.

Altså, det er jo hverken letlæst eller umiddelbart vedkommende. Så langt vil jeg strække mig, trods alt, Rasmine. Men jeg synes, ligesom Hege, at det er skræmmende så meget af Dantes forestillingsverden, der har hængt ved helt op til vore dage. Jeg mener, der går jo også mennesker rundt i vore dage og er fuldt overbeviste om rigtigheden af helvede/skærsild/himmelopdeling, ikke? Og så synes jeg forøvrigt, at det mest vedkommende oftest er det, der ligger éns hverdag fjernest. Det, man umiddelbart kan forholde sig til og identificere sig med bliver bare til bekræftelse af det bestående. Det er sundt for hjernecellerne at opleve nyt og anderledes :o)